Vi er nu tilbage på kontoret efter tre fantastiske dage på modemessen CIFF, hvor vi i år havde en dejlig stor stand til at præsentere vores Fall ’26-kollektion. Her får I et indblik i, hvordan vi skabte vores stand: Vi startede med at pakke bilen med alt tøjet og interiøret, vi ville have med. En særlig detalje var vores smukke og organiske blomsterdekoration i bordeaux, som selvfølgelig også skulle transporteres forsigtigt. Dernæst gik turen mod Bella Center i København. Ved ankomsten blev alt båret ind på standen. Tøjet blev dampet og hængt op i harmoniske nuancer. Vores mål var at skabe et luksuriøst og roligt rum, hvor materialerne virkelig kommer til deres ret. Til standen havde vi syet 20 meter råhvide duge, som blev brugt til at drapere på piedestaler og vores champagnebar. Det skabte et elegant og feminint udtryk, som spillede smukt sammen med kollektionens råhvide styles. Vi havde også fået lavet de fineste nøgleringe med en mini-udgave af vores bestseller, “Abbelone Sweater” – er de ikke bare cute? Som prikken over i’et havde vi et moodboard, der viste inspirationen til kollektionen: Fokus på styles i ruhlam, brune, off-white og grå nuancer og tidløse materialer, som giver kollektionen dens luksuriøse udtryk. En stor tak til alle, der kiggede forbi. Det var en fornøjelse at dele kollektionen med jer!